Arbejdsrelateret stress, der kom under huden, og blev til et personligt problem
Af Arendse Hovmand Buch
Selv om stress manifesterer sig hos den enkelte, er den fremherskende individualisering alt for forsimplet. Stress må forstås på baggrund af en mere kompleks tilgang, som er både kontekstualiseret og konstruktivistisk. I indlægget her giver jeg nogle bud på hvordan. Det illustreres gennem casen Susanne. Vi følger hendes historie fra det, der starter med nogle arbejdsmæssige ændringer, og ser hvordan, det bliver til et personligt problem. De forståelser, der foldes ud i teksten, lægger grunden for de 10 gode råd, som jeg har samlet i ”10 gode råd til at vriste sig fri af arbejdsrelateret stress”. Du kan springe direkte til de gode råd. Men hvis du vil forstå, på hvilken baggrund de er givet, kan du med fordel læse hele teksten først.
Susanne
Susanne havde været kunderådgiver i 20 år i en finansiel institution. En del af hendes kunder havde hun haft i over 15 år, og hun satte en ære i at kende sine kunder og deres prioriteringer godt. Det var med udgangspunkt i sin interesse og den viden, hun havde om dem, at hun oplevede, at hun var god til sit arbejde. Hun var både vellidt blandt kunderne og anerkendt i banken som en dygtig sælger. Da banken, hvor hun var ansat, indførte krav om et øget antal ugentlige kundemøder, hun skulle afholde, og hvilke produkter hun skulle fokusere på at få solgt, begyndte Susannes vanskeligheder. Hun oplevede at hendes troværdighed som rådgiver kom på spil, for hun havde svært ved altid at se relevansen eller nytteværdien for kunden, og der var også et par af hendes nyeste kunder, der havde antydet at hun ikke havde nok erfaring og indsigt i det produkt, hun var blevet bedt om at fokusere på. Det fik hende til at øge sin forberedelsestid, så hun var klædt bedre på til at formidle produktet. De mange møder førte ikke til et øget salg, som hun også blev målt på. Ja faktisk, gik hendes salgstal ned, og snart begyndte Susanne at tvivle på, om hun var dygtig nok. Det fik hende til at skrue yderligere op for antallet af møder, og selv om resultaterne udeblev, anerkendte chefen Susanne for hendes arbejdsindsats. Susanne begyndte at tage arbejde med hjem og forberedte sig om aftenen til den næste dags møder, og hun fik flere og flere stresstegn, bl.a. problemer med at sove.
De ændrede arbejdsforhold resulterede i, at Susanne blev ramt af stress og oplevede sig som inkompetent, utroværdig og ikke til nogen nytter over for hverken banken eller kunderne.
Individualiseringen af stress symptomer
I årevis har jeg set ressourcestærke mennesker, som Susanne, komme i min praksis med stress symptomer som hjertebanken, uro, søvnforstyrrelser, hovedpine, koncentrations- og hukommelsesproblemer for blot at nævne nogle få. En stor andel er blevet alvorligt ramt og har måttet sygemelde sig.
Stress symptomer ses som et evolutionært respons, der skal øge vores muligheder for at slippe levende ud af en kritisk situation. Der er tale om nogle fysiologiske processer (nervesystem og hormonelt), som sætter gang i nedbrydning af energi, der kan omsættes til fysisk energi, og som kan hjælpe os med netop at overleve.
(Kilde: Nye perspektiver på stress, 2013).
Kendetegnene for dem alle er, at de ikke kan det, de plejer at kunne. Mange slås, i tillæg til ovennævnte symptomer, med følelsen af, at der er noget i vejen med dem. Mange bebrejder også sig selv for, at de ikke har været i stand til at tackle de arbejdsmæssige udfordringer, de har stået i. Ikke sjældent kommer den stressramte med deres egen diagnose af fx ”overansvarlighed” eller ”perfektionisme” som årsagsforklaring til stresssammenbruddet. Mange ønsker at få behandling for deres personligheds fejl, som ovenstående er udtryk for, eller også ønsker de hjælp til at arbejde med deres copingmekanismer for bedre at kunne meste stressen og øge deres robusthed. Da jeg først så Susanne, ville hun gerne have hjælp til at være mindre grundig og tro lidt mere på sig selv. Arbejdsforholdene og hvordan de havde forandret sig, nævnte hun ikke et ord om.
Det er ikke bare Susanne, der tænker sådan. Hendes velmenende chef havde jo også sendt hende og ikke arbejdspladsen til psykolog. Vi kan nok alle sammen genkende historier om belastende arbejdsforhold, men alligevel er det den enkelte, der har et problem og skal have behandling. Professor i psykologi, Svend Brinkmann, sætter dette forhold meget godt i perspektiv, når han siger: “I gamle dage strejkede man kollektivt, i dag går man individuelt ned med stress.” (Nye perspektiver på stress, 2013).
Stress historien skal fortælles og have et navn, der kan frisætte individet lidt fra ansvaret
Stress opstår aldrig ud af det blå. Derfor er det helt afgørende at kigge på hvilken konkret situation, der har befordret udvikling af den enkeltes stresssymptomer. Hvad er det, der har belastet den enkelte? Det er vigtigt at få kortlagt, uanset om det er konflikter, kritik, dårligt arbejdsmiljø, stort arbejdspres, uklare succeskriterier, manglende forventningsafstemning eller anerkendelse mv. At få disse forhold italesat og synliggjort er et vigtigt første greb ift at støtte op om afindividualiseringen af den enkelte, som årsagen til stress. Ofte kan det at give det et navn, hjælpe til med at identificere stressoren og få lagt afstand til personen og dennes fejl og mangler. I Susannes tilfælde døbte hun, det hun havde bokset med ”Da kvantitet blev vigtigere end kvalitet”.
Når vi taler om hvilke (ydre)forhold, der har haft betydning for udviklingen af stress, oplever jeg, at mange bliver lettede over at se, at det, de kæmpede med, alligevel var noget. Mange reagerer, når vi lister det hele op, med en slags lettelse eller anerkendelse ”nåe, så kan jeg godt forstå, at det har været hårdt”. Det er lidt som at erkende, det man godt vidste, men ikke havde tillagt betydning. Og de fleste kan genkende sig i anekdoten om frøen: Den ene frø, der bliver smidt i en gryde kogende vand, springer op med det samme, fordi den reagerer på de voldsomme temperaturer. Men den anden frø, der bliver lagt i lunkent vand, som langsom varmes op, reagerer ikke nødvendigvis ved at springe op, fordi den vænner sig til miljøet. Det er den sidste frø, de fleste stressramte identificerer sig med.
Men vi taler også om hvad der har fået den enkelte til at overhøre signalerne, eller for at blive i billedet med frøen, ikke at forholde sig til at vandet blev varmere. Hvorfor bliver vi i noget der gør os syge? Og hvorfor kan vores arbejde få os til at reagere, som var vi truet på livet?
Social acceleration
Ofte hører jeg folk beskrive hamsterhjulet, som billedet på den situation, de har stået i, og ikke følt de kunne komme ud af. En del beskriver, de har haft svært ved at se meningen eller haft besvær med at følge med, men alligevel bare har sat det ene ben foran det andet. At stå af har ikke været en reel mulighed. Professor i psykologi, Svend Brinkmann kommer med et bud på, hvorfor det er så svært. (Nye perspektiver på stress, 2013).
Han peger på hvordan hastigheden, hvormed vi gør ting i samfundet, er øget, i det han kalder den sociale acceleration. Vi skifter hyppigere arbejde, vi løser opgaver og laver mad hurtigere, og vi sover mindre. Vi taler også om fast food, powernaps, speed dating og korttidsterapi. Selv det, han kalder, vores moral er genstand for denne acceleration. Nu skal vi ville noget, vi skal have passion eller ambition. Arbejdslivet er ikke længere kun noget instrumentelt, der skal give os lønindkomst. Arbejdslivet er blevet til vores tids arena for selvrealisering, siger han. Ligesom vi forventer, at arbejdet skal give mening og give os mulighed for selvrealisering og identitet, forventer arbejdspladser også at vi skal engagere os. Det er en slags gensidig pagt, at vi som engagerede individer skal udfolde vores potentiale i arbejdslivet.
Men det nye er, at det ikke længere er arbejdspladserne (eller motivationen om løn), der alene driver os frem. Vi har også selv påtaget os denne selvrealiseringens opgave, hvor vi bruger vores arbejde til at udfolde hele vores samlede potentialer af kognitive, emotionelle, kreative, sociale og emotionelle kompetencer. Arbejdet er med til at gøre os, til dem vi er og skabe vores identitet. Vi er ikke længere kun fysisk arbejdskraft, men hele mennesker, der går på arbejde. Og i den forstand er det også med den sociale acceleration næsten utænkeligt at sige, man i dag ikke vil udvikle eller realisere sig selv? Den samfundsmæssige udvikling og vilkårene for det at være menneske, er altså også med til at pege på forhold, der gør, det er svært at stå af hamsterhjulet – og måske endnu sværere, når alle de andre bliver ved.
Sammenligningen og tabuisering, når vi ikke kan følge med
Det var lige sådan, at Susanne havde det, da hun kom til mig, efter hun var gået ned med et brag. Hun kunne ikke følge med, men hun kunne heller ikke stå af, – før hun faldt om. For hendes rolle som kunderådgiver var jo ikke bare én, hun tog på sig og spillede. Det havde i 20 år været hende, den interesserede, vellidte og dygtige kunderådgiver, som hun var blevet i banken. Nu var det hele hendes selvforståelse, der var udfordret. Og selv om hun på nogle måder godt kunne tage afstand fra de nye metoder, der fokuserede på kvantitet frem for kvalitet, så skammede hun sig over, at det skulle være så svært for hende at omstille sig til de nye arbejdsforhold. Så hun løb bare hurtigere og hurtigere. Men hun sagde det ikke til nogen. Med andre ord blev hendes problemer tabu. Når nogen spurgte til hende, svarede hun let, og undgik at gå i detaljer. For når de andre så ud som om, de godt kunne fungere under de nye krav, blev Susanne efterhånden bekræftet i, at det var hende, den var gal med. Den overbevisning blev hun understøttet i på de ugentlige afdelingsmøder, hvor resultaterne af afdelingens indsats blev opgjort på deres scoreboards. Når Susanne sammenlignede sig med kollegerne, kunne hun se, at hun var nødt til at lægge en endnu større arbejdsindsats for at forhindre, at hun skulle blive rated som ”low performer”.
Vores personlighed på arbejde – et vilkår og en sårbarhed
Med arbejdslivets udvikling (efter industrialiseringen) er det et vilkår, at vi må bruge ”hele” os selv, når vi går på arbejde, og vi kan ikke skille os ad fra det, som man kunne i gamle dage. Vi er ikke fysisk arbejdskraft, der går på arbejde, graver et hul og går hjem igen. Det er Susanne et godt eksempel på. Hun skal fx heller ikke bare kunne regne, hun er også afhængig af bl.a. sine relationskompetencer i sit arbejde som kunderådgiver. Forestillingen om en kunderådgiver, der er ligeglad med sin kunde er jo utænkelig, eller i alle fald vil man ikke holde længe på den post. Og sådan er det i alle fag. Vi bruger hele os selv på arbejde. I servicefagene skal man være imødekommende og fleksibel, i videns tunge fag er det nødvendigt, at vi kan tænke analytisk, skabe overblik og planlægge. I flade strukturer skal vi være samarbejdsvillige og fleksible for, at få det til at fungere, og ledere skal være tydelige og turde stå frem. Det forhold, at vi ikke længere kan skille os ad fra vores arbejde, kalder stress forsker, Malene Friis Andersen, for sammenfoldningen mellem identitet og arbejde. (Nye perspektiver på stress, 2013).
Sammenfoldningen mellem arbejde og identitet er til gensidig fordel, når arbejdsmiljøet og rammerne er fornuftige. Men når der er konflikter, for stort arbejdspres, uklare succeskriterier og manglende forventningsafstemning og anerkendelse, eller man får kritik, så kan en negativ stress spiral begynde. Og her kan det være svært ikke at opleve det personligt, for det er jo også vores personlighed, der er på arbejde.
Det der førhen var et godt råd, ”du skal ikke tage det personlig, det er jo bare et arbejde”, er med andre ord gået hen og blevet et måske nok stadigvæk velment, men dog ikke længere et tidssvarende råd. Og det er derfor heller ikke hjælpsomt over for den stressramte. For vi går alle på arbejde med vores personlighed, ellers kunne vi ikke lykkedes. Det er et vilkår og også en ny sårbarhed.
Negativ stress spiral
Stress spiralens indre logik: Hvis man bringes i tvivl om egne evner og eget værd, vil man øge sin arbejdsindsats, for at opretholde forståelsen af sig selv som en kompetent medarbejder – samtidig med at netop stress symptomerne, ( fx manglende overskud, hukommelses og koncentrationsproblemer, manglende overblik, øget frustration og irritabilitet) rammer og reducerer ens arbejds- og samarbejdsevner. (Malene Friis Andersen: Nye perspektiver på stress, 2013).
Susannes historie er et godt eksempel på denne nye sårbarhed. For i forsøget på at undgå at blive opfattet som udygtig og inkompetent satte hun alt ind på at opnå sine gamle salgsresultater. Men det gjorde bare, at det hele eskalerede. For jo værre hun fik det (– som stress symptomerne satte ind), jo sværere blev det også for hende at gøre sit arbejde. For stress symptomer reducerer også koncentration, hukommelse og samarbejdsevner. Det er som om, at jo mindre man tror på sig selv, jo hårdere arbejder man på ikke at blive ”opdaget eller afsløret”. Og så kaster man flere timer ind. Det er helt typisk. I en negativ stress spiral nedprioriteres privatlivet i takt med, at stress symptomerne eskalerer.
Mistet tillid til egen vurdering og evne til at passe på sig selv
Hvordan kan vi forstå, at man på trods af stadig flere stresssymptomer alligevel ikke reagerer. Hvorfor siger den stressramte ikke fra? Eller hvorfor springer frøen ikke op af gryden? Malene Friis Andersen stiller skarpt, på noget jeg selv har kunnet se i min klinik. Hvis man erfarer, at ens følelser, vurderinger, fornemmelser og fortolkninger af virkeligheden ingen relevans har, eller endda er forkerte, ser det ud til, at man i stigende grad lukker ned for disse vurderinger og fornemmelser som informationskilder.
Hvis vi skal prøve at forstå det med udgangspunkt i Susanne, så tegner følgende billede sig: Susanne blev ikke alene ramt på selvværdet og selvforståelsen som dygtig og vellidt kunderådgiver, men hun døjede også med kognitive vanskeligheder, som betød, at hun i det hele taget havde svært ved at lære nyt og at følge med. Den manglende tro på sig selv og manglende tillid til sine egne vurderinger, fornemmelser og følelser – fik for Susanne, og får for mange – den betydning, at man mister sin indre kompasnål i forhold til at navigere og orientere sig. Man resignerer med andre ord fra sit eget navigationssystem og overhører signalerne fra kroppen, – enten fordi man har mistet fornemmelse af, at det er relevant eller, fordi konsekvenserne er for uoverskuelige. (Malene Friis Andersen: Nye perspektiver på stress, 2013). Og med det ophører også ens evnen til at passe på sig selv.
Kontakt til sig selv og til arbejdspladsen for at komme tilbage
For Susannes vedkommende var dét at få kontakt med den kollega, der også var gået ned med stress det, der fik hende til igen at forholde sig til sig selv og genvinde troen på sine egne fornemmelser. For det, at det ikke kun var hende, der havde reageret på de nye krav, gav hende et vigtigt fingerpraj om, at hendes fornemmelser og vurderinger måske alligevel var relevante. Det var et meget afgørende skridt i hendes behandlingsforløb og ikke mindst ift. hendes tilbagevenden til arbejdet. For hvis ikke man får identificeret og tillægger de arbejdsforhold, der har skabt stress tilstanden, betydning, kan man ikke ændre på disse. Og ændrer man ikke på de arbejdsforhold, som udløser stressen, vil stressen alt andet lige vende tilbage, når man kommer tilbage på arbejde.
Susanne fik ved at kigge på sit forløb ude fra, fat i hvad der var sket, og hvordan det var kommet under huden på hende, så hun var begyndt at tro, at den var gal med hende. Hun blev klar på, hvilke betingelser på arbejdet, der havde udløst hendes stress reaktion, og hvordan hendes egen respons havde gjort det endnu værre.
En del af behandlingsforløbet kom derfor også til at handle om, hvordan hun var nødt til at komme i dialog med sin leder om, hvordan de ændrede arbejdsforhold havde belastet hende, og sammen fik de lavet en plan for tilbagevendingen, der forløb over adskillige måneder. Ved de løbende statusmøder med sin leder fortalte Susanne, hvordan det var gået, ikke kun med arbejdsopgaverne, men også ift hendes stress. Således blev hendes oplevelse af virkeligheden valideret og brugt til at navigere ift. tilrettelæggelsen af det næste trin i tilbagevendingsplanen. Efterhånden begyndte Susanne at glæde sig til statusmøderne. Lederen var lydhør over for Susannes tilbagemeldinger og satte ikke spørgsmålstegn ved hendes oplevelser af virkeligheden. I stedet blev lederen opmærksom på flere af de forhold, som Susanne havde peget på, og som viste sig at være belastende for mange andre. Som følge heraf blev der lavet om på flere ting i afdelingen. Men det forhold, at lederen var imødekommende over for Susannes oplevelser, betød også, at de sammen kunne tale om, hvordan og i hvilke tilfælde Susanne skulle holde fast i sit fokus på kunden, og hvornår det var mere relevant at fokusere på produktet. Det var en sparring om kvantitet og kvalitet, som også blev til en forventningsafstemning, der var til gavn for både Susanne og formentlig også for lederen, som var glad for det, Susanne stod for, og tidligere havde været kendt for i afdelingen. Susanne blev fortrøstningsfuld, og hun begyndte langsomt at finde en måde at være i det nye på, som var i overensstemmelse med hende selv, som også samtidig muliggjorde, at hun kunne se, hvordan hun kunne være med de nye krav uden at skulle løbe hurtigere, end hun kunne følge med. De ugentlige afdelingsmøder med scoreboards, der viste, hun ikke var den med de fleste møder, kom hun ikke til at synes om, men hun fik med tiden lidt mere afstand til dem.
Klik her, hvis du vil videre til de gode råd: 10 gode råd til at vriste sig fri af arbejdsrelateret stress
Kilder:
Stop Stress, Håndbog for ledere, Malene Friis Andersen og Marie Kingston, 2016
Nye Perspektiver på stress, Malene Friis Andersen og Svend Brinkmann (red) 2013
Narrativ teori, Michael White, 2006
Kort over Narrative samtaler, Michael White, 2008