vigtige temaer i supervision

Tacha:

Hvad var det sværeste for dig, da du startede ud som psykolog?

Arendse:

Det er egentlig noget, jeg stadig kan blive ramt af. For som psykologer, oplever jeg, at vi står i et krydspres, der handler om, at vi i den fremherskende diskurs bliver positioneret, som nogle der skal LØSE noget. Vi skal skabe en forandring hos vore klienter, og vi forventes at skabe RESULTATER, som jo også kommer til udtryk i, at vi i faget taler om EFFEKT og PROGRESSION.

Tacha:

Hvorfor er det et problem?

Arendse:

Det er det, fordi det kan forføre os til at tro, at vi skal noget andet, end det vi kan. Som psykologer udskriver vi ikke piller, ligesom, lægerne. Vi leverer ikke løsninger. Eller sagt på en anden måde, vi fikser ikke problemer, som ellers er indbygget i den værktøjsmetafor, vi ofte bliver mødt med. Det vi leverer er understøttende processer i form af vores opmærksomme tilstedeværelse, evne til samspil og til at spørge ind. Dette kan muliggøre at klienten – måske – opnår eller kommer tættere på det liv, de gerne vil leve fx. gennem øget selvforståelse, handlekraft og evne til følelsesregulering.

Tacha:

Det, du siger, kan jeg godt genkende. Særligt som ung psykolog husker jeg, hvordan forventningen

om at skulle give klienten værktøjer fik mig til at tro, at jeg ikke var dygtig nok. Det blev sværere at holde fast i min faglighed, og stå imod forventningen om at skulle fixe klienterne ved at levere de efterspurgte ”værktøjer”, når nu de blev efterspurgt af enten klienten selv og nogle gange også min arbejdsgiver eller opdragsgiver.

Arendse:

Ja, netop, det er virkelig svært at navigere i. For selvfølgelig skal det føre til noget, og vi skal holde øje med, om det vi gør er hjælpsomt for klienten -om det har ”effekt”. Men der er også fare for, når vi sidder alene med vores klienter, at vi kan blive forført til at tro, vi ikke er dygtige nok, især når ikke det går, som vi håber. 

Og for at kunne navigere i dette, er en af mine kæpheste, at være bevidst om det krydspres vi står i og øve sig i at fastholde bevidstheden om det vi kan, og ikke mindst kigge realistisk på, hvad der er muligt at gøre, under de rammer vi arbejder under.

Tacha: 

Men det er en svær opgave. Har du et godt råd? Eller hvad har hjulpet dig til at kunne finde din vej i det eller at stå i det krydspres?

Arendse:

For mig at se er det vigtigt, vi ikke sidder for meget alene, men taler med kollegaer og deltager i faglige fællesskaber. Fx betyder det også meget at få ledelsesmæssig opbakning omkring den psykolog faglige tilgang. Men mest af alt har kollegial sparring på arbejdspladsen og både intern som ekstern supervision, været helt uvurderligt.

Tacha: 

Og ift de unge psykologer, mener jeg, det er undervurderet, hvor meget det betyder at have et trygt supervisionsrum, hvor man kan få fat i og stå fast på det, der er psykologens opgave – samt få blik for de vilkår, der kan presse os ud i at tro, at vi skal noget andet end det vi kan. 

Arendse:

Det er også min erfaring, at det er i supervisionsrummet, at jeg sammen med en supervisor og

andre medsupervisander, kan tale om det svære, og blive støttet i ikke bare at hjælpe klienterne,

men også mig selv. Det er her jeg får mod til at holde fast i det, jeg kan som psykolog og hjælp til at holde selvtvivl og utilstrækkelighed fra døren – samtidig med at jeg bliver en bedre psykolog sammen med mine klienter.